Vellykket bisidderkursus

Cafe Paraplyen var vært for et 10 timers kursus for bisiddere den 8. og den 15.  september. Der var hen over de to dage 20 deltagere, som alle gav udtryk for tilfredshed med kurset. Det skyldtes ikke mindst kursuslederen, Malene Sønderskov fra Center for Frivilligt socialt arbejde, der engageret og vidende førte deltagerne igennem noget af det, man, som bisidder, vil kunne løbe ind i. Hun sikrede, at alle blev markant bedre klædt på til at kunne klare opgaven.

Når arrangementet var så vellykket skyldes det også et rigtig godt værtsskab fra Paraplyen, hvor frivillige havde sørget for kaffe/te og kage og ikke mindst meget lækkert smørrebrød.

Ud af deltagerkredsen – der også talte folk, der kom fra Albertslund, Roskilde og Glostrup – var der ikke færre end syv, der efterfølgende meldte sig til at ville være tilknyttet bisidderkorpset, der har til huse i Café Paraplyen. Denne kreds vil have et erfaringsudvekslingsmøde onsdag den 24. november kl. 19.00.

Ønsker man at få hjælp fra en bisidder skal man kontakte Knud Anker Iversen, der er koordinator. Han kan fanges på mail knudankeriversen@gmail.com eller telefon 50 12 68 68.